
I hele mit liv har jeg hele tiden haft en lille liste over hvordan min drømmefyr skal have
- blå øjne
- smilehul
- stærk personlighed
- rimelig social
og nu har jeg fundet ham, men der opstod INGEN gnist.




Da jeg havde været på et hurtigt smut på jobbet og fik tjekket nogle ting, smuttede jeg hjemad og fulgte med et par cool piger. Den ene sagde; Lea, du har altså verdens smukkeste t-shirt!"
Jeg begyndte selvfølgelig prøve at prale med at den er fra H&M - så afbrød hun mig og sagde den smarteste (læs: ledeste) sætning; Det er bare fordi jeg selv har den samme!
HAHA
Had er sindssygt et stort ord. Når man hader nogen, er der en så stærk følelse - man vil nødig være ofret. Når man har besluttet dig at hade nogen/noget, så har man overvejet det inderligt. Man har tænkt afskygelige tanker om vedkommenden og ønsket denne alt muligt dårligt.
Man har sagt at had og at "hade" er modsætning til kærlighed og at "elske" - jeg er dog ikke enig i dette udsagn. For ifølge mig kan man faktisk nærmest sammenligne de to polarer. Når man er forelsket i en person, tænker man hele tiden/meget på vedkommenden - men når man hader vedkommenden i stedet for, tilbringer man faktisk lige så meget tid på at tænke på den, man hader. Når man er forelsket, snakker man så meget om vedkommenden. Det præcis samme gør man, når man hader en. Kort sagt kredser vedkommenden rundt i sit hoved dagen lang, uanset om man enten hader eller elsker vedkommenden. Så for mig er modsætningen til kærligheden egentlig 'ligegylidhed' - og ligemeget hvor meget folk prøver at overbevise mig at 'had' er netop modsætningen, står jeg bestemt fast ved 'ligegylighed'. Det væreste følelse i hele verden er ligegyldighed - hvem for pokker vil blive glemt?
Man kan ikke lide noget/nogen, man kan også sige at man ikke bryder sig om det, man kan selvfølgelig også bare sige 'hade' uden at dog mene det, eller også kan man hade og elske på samtidigt. Endelig kan man også hade noget/nogen bare for at gøre det nemmere for sig selv at glemme vedkommenden..
Btw, eat a cookie.