The daily grind

Idag startede det. Jeg havde ikke troet, jeg skulle opleve dét. Jeg troede engang ikke, jeg kunne. Da jeg alligevel kunne skimme dét foran mig, da jeg begyndte på gymnasiet, begyndte håb at vokse sig. Men der var flere gange i det første år, hvor jeg simpelthen ikke kunne se dét. Da de store piger blev nogle smukke studenter, blev håbene og troen større. Håbene og troen blev allerstørst da vi FGirls gik ude fra skolen og hen til haven på den sidste skoledag i det andet år. For dagen kom rigtigt pludseligt, det andet år gik meget hurtigt.

Idag begyndte dét. Det sidste år. 3.g. 3.c. Nærmere til huen og følelsen stolthed. Længere væk fra troen om kun de hørende kan gå i gymnasiet. Længere væk fra frustrationerne, når lærerne kun troede de to hørehæmmede i klassen kan direkte til ungdomsuddannelse. Nærmere til troen på sig selv.

Året er begyndet, folks.
Og jeg har tænkt mig at gennemføre dét med grin, tårer, sved, glæde, stress, stolthed, håb, frustrationer og alt det, der hører til et år med engelsk, fransk, dansk, historie, kemi, medie, oldtidskunskab, idræt, religion, AT7, AT8, AT9, SRP, vigtigere beskeder under morgensamlingerne, pres&opmuntring fra lærerne/pigerne/forældrene, eksaminerne og huen.

Dagens thumps up;
kl. 8, rutinerne, tog&metro, skolen, pigerne, aula, gensyn, de nye piger, lala, Leif for en gangs skyld - fået fri mega tidligere og jazzhænder til Juf (DERFOR BILLEDET), Frb center, Atlas bar, frokosten, lift, nyt bazar, tv, rejer, udsigt til Munich-weekenden,

Dagens shit;
opkast, Leif, kortere negler, fattigere, blåmærket, mistede solbriller,

- la vôtre Lea